Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Huddersfield, 22/12/2018 - 10:45

Dansk forsvarer har flest bolderobringer i Premier League

Mathias "Zanka" Jørgensen har fået bolden fra modstanderne 45 gange, hvilket sender ham til tops på rangliste.

Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske landsholdsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen erobrer mange bolde for Huddersfield i Premier League.

Foreløbig har forsvarsspilleren fået bolden fra modstanderne 45 gange i denne sæson.

Dermed topper den 28-årige dansker listen over spillere med flest bolderobringer i Englands bedste fodboldrække.

Nummer to på listen er Crystal Palaces engelske forsvarer Aaron Wan-Bissaka med 43 bolderobringer efterfulgt af Sol Bamba fra Cardiff og Watfords Etienne Capoue med hver 42.

Mathias "Zanka" Jørgensens danske holdkammerat i Huddersfield Philip Billing er nummer 14 på listen med 33 bolderobringer.

Generelt scorer Billing højt i flere af Premier Leagues mange statistikker.

Midtbanespilleren er med 50 tacklinger nummer otte på listen over spillere med flest tacklinger i ligaen. Her har Evertons Idrissa Gueye flest med 66.

Billing har desuden begået 26 frispark, hvilket også giver ham en topplacering i statistikken for flest frispark. Her er Huddersfield-spilleren nummer seks. Listen toppes suverænt af Brightons Glenn Murray med 50 frispark.

Huddersfield med Mathias "Zanka" Jørgensen, Billing og målmand Jonas Lössl møder lørdag klokken 16 på hjemmebane Southampton i et danskerbrag i 18. spillerunde. Southampton har Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard i truppen.

Southampton er placeret lige over nedrykningsstregen på en 17.-plads med 12 point, mens Huddersfield har 10 point på 19.-pladsen.

/ritzau/